Efteråret er en skøn årstid, hvor træernes blade er skønne at betragte i skoven, og hvor de kølige temperaturer kan køle kroppen ned på løbeturen. Dog mister mange lysten til både at spise sundt og motionere grundet det køligere vejr og de mørkere dage
Sommerlyset varer ikke længere til langt ud på aftenen, og i stedet for at gå en dejlig aftentur får sofaen en ekstra times selskab. Dette kan du dog sagtens lave om på ved at læse dette indlægs forskellige tips til et aktivt og sundt efterår.
Måske vil du endda følge disse tips, når vinteren melder sin ankomst, og de hyggelige ture iblandt den smukke sne står skrevet i kalenderen.
1. Cykel til jobbet
I stedet for at tage bilen endnu en gang hen til arbejdspladsen, som blot ligger tre kilometer fra hjemmet, kan du overveje at stige på cyklen – især hvis dagens vejr melder solskin og behagelige efterårstemperaturer.
2. Gå en tur i skoven
En god og lang skovtur er en perfekt aktivitet sammen med familien eller vennerne på en lørdag for- eller eftermiddag. Her kan I samle kastanjer, lede efter svampe eller finde flot efterårspynt til stuen og køkkenets vindueskarme.
3. Husk søvnen
Efterårets færre lyse timer betyder, at du for alvor skal huske at få en god nattesøvn. En god mængde søvn vil have en forebyggende og genoprettende effekt på kroppen, og du vil få lettere ved at håndtere næste dags eventuelle problemer. Husk endelig også at sove ekstra længe i weekenderne, hvis muligheden er der, så det positive humør holder dig oppe på de grå regnvejrsdage.
4. Tag en pause fra elektronikken
Hvis du sidder foran computeren på arbejdet og har iPad’en fremme hver aften i sofaen, er der god grund til at holde en pause fra de elektroniske sager i efteråret. Tænd i stedet for et skønt duftlys og læs en spændende roman. Du kan også vælge blot at sidde eller ligge i sofaen og lave ingenting – dette er yderst sundt og vil få kroppen ned i et lavt og behageligt gear.
5. Spis masser af grøntsager og frugter
Når de mange solskinstimer bliver til færre i løbet af efteråret, er det vigtigt, at du husker de nødvendige grøntsager og frugter. Tag et par frugter med hen på arbejdspladsen og gerne udskåret, så du kan sidde og snacke på dem i løbet af dagen. Efterårets udvalg af fine og friske grøntsager er ligeledes ganske fristende. Grøntsagerne er rige på vitaminer, og en stor gryde grøntsagssuppe passer perfekt til en onsdagsret for hele familien.
6. Løb en morgen- eller eftermiddagstur
Holder du ikke af mørket på efterårsaftnerne, kan du med fordel løbe din ugentlige løbetur om morgenen, hvor du ikke skal møde tidligt op på arbejde eller om eftermiddagen, hvor kalenderen ikke siger indkøb og kørsel hen til børnenes fritidsaktiviteter. En god løbetur giver et herligt smil på læben og giver nyt overskud til resten af dagens gøremål.
7. Inviter gæsterne til en alternativ fest
Venter den store fødselsdagsfest forude, kan du overveje at invitere gæsterne på en alternativ fest, som består af sjove aktiviteter i den flotte efterårsnatur. Led efter selskabslokaler på denne hjemmeside og fokuser på steder, som ligger tæt på naturen, så både gæsterne og dig selv kan få en herlig aktiv dag.
8. Havedag
Trænger ukrudtet til en kærlig hånd i baghaven, er det oplagt at sætte en dag i efterårsferien eller en lørdag formiddag af til formålet. Spørg børnene, om de ikke har lyst til at være hjælpemakkere og gør aktiviteten til en sjov beskæftigelse, så børnene kan få brændt noget krudt af.
9. Find inspiration til måltiderne
Hvis du går og laver de samme retter dag ud og dag ind til aftensmaden, er efteråret en skøn årstid til at finde ny inspiration. Diverse hjemmesider bugner af indbydende opskrifter, hvor efterårets råvarer sættes i fokus. Børnene kan ligeledes hjælpe med dette formål, så du ikke selv skal stå med hele gryderetten.
10. Meld dig til en ny fritidsaktivitet
Er løbeturen blevet for kedelig, og savner du alternativer til forskellige sportsaktiviteter, kan du med fordel kigge nærmere på din bys udvalg af fritidsaktiviteter. Måske er der mulighed for at spille badminton i en klub i nærheden, eller også venter et yogahold på dig i fitnesscentret.